Når en investor og en virksomhed indgår et samarbejde, er investeringsaftalen et centralt dokument, som sikrer klarhed om vilkår, forventninger og rettigheder for begge parter. En gennemtænkt investeringsaftale er ikke kun et juridisk værktøj, men også et vigtigt fundament for et succesfuldt partnerskab. Derfor er det afgørende at forstå, hvilke nøglepunkter der bør indgå, og hvilke juridiske faldgruber man skal være opmærksom på.
I denne artikel gennemgår vi de vigtigste elementer, der bør være med i en investeringsaftale – lige fra kapitalindskud og ejerandele til bestyrelsesrepræsentation, exit-muligheder og håndtering af konflikter. Uanset om du er iværksætter, investor eller rådgiver, får du her et overblik over de juridiske aspekter, du ikke må overse, når investeringen skal formaliseres.
Formålet med investeringsaftalen og parternes roller
Formålet med en investeringsaftale er grundlæggende at fastlægge rammerne for det samarbejde, der opstår, når en eller flere investorer tilfører kapital til en virksomhed, typisk en startup eller vækstvirksomhed. Aftalen skal sikre klarhed over, hvordan investeringen gennemføres, hvilke rettigheder og forpligtelser de involverede parter har, samt hvordan samarbejdet mellem virksomhedens stiftere, eksisterende ejere og investorer skal forløbe.
En investeringsaftale tjener derfor som et fundament for et tillidsfuldt samarbejde, hvor både investorerne og selskabets ledelse har klare forventninger og retningslinjer at navigere efter.
Du kan læse meget mere om Advokat Ulrich Hejle
her >>
Parternes roller er ofte forskellige: Investorerne bidrager med kapital, viden, netværk og i nogle tilfælde strategisk sparring, mens virksomhedens stiftere og ledelse fortsat driver den daglige forretning og står for udviklingen af selskabet.
Investeringsaftalen regulerer, hvordan magtbalancen mellem disse parter fordeles, eksempelvis gennem bestemmelser om stemmerettigheder, informationspligt og indflydelse på væsentlige beslutninger.
Samtidig er det centralt, at aftalen beskytter investorernes interesser, eksempelvis gennem bestemte vetorettigheder, mens stifterne typisk søger at bevare en vis kontrol over virksomhedens retning og ejerskab. Dermed er investeringsaftalen ikke kun et juridisk dokument om penge og aktier, men i lige så høj grad en rammesætning af samarbejdet, der skal sikre, at både investorer og selskabets ledelse arbejder mod et fælles mål, nemlig at skabe vækst og værdi i virksomheden.
Her kan du læse mere om Ulrich Hejle.
Kapitalindskud, ejerandele og værdiansættelse
Når der indgås en investeringsaftale, er det afgørende klart at beskrive, hvor meget kapital investoren tilfører virksomheden, og hvordan dette kapitalindskud omregnes til ejerandele. Det skal fremgå præcist, om der er tale om kontant indskud, apportindskud (fx knowhow eller aktiver) eller en kombination.
Værdiansættelsen af virksomheden før og efter investeringen (pre-money og post-money værdi) skal også fastlægges, da denne danner grundlag for beregningen af investorens ejerandel.
Det er vigtigt at specificere, hvordan ejerandelene fordeles mellem de eksisterende ejere og de nye investorer, samt om der er særlige vilkår, eksempelvis rabatter eller warrants, der kan påvirke den endelige fordeling. En gennemsigtig og entydig aftale på dette punkt forebygger uenigheder og sikrer, at alle parter har samme forventninger til ejerskabets fordeling efter investeringen.
Bestyrelsesrepræsentation og beslutningsprocesser
Bestyrelsesrepræsentation og beslutningsprocesser er centrale elementer i enhver investeringsaftale, da de fastlægger, hvordan selskabets ledelse sammensættes, og hvilke beføjelser de forskellige parter har i forhold til at træffe væsentlige beslutninger. Typisk vil investoren ønske ret til at udpege mindst ét medlem til bestyrelsen for at sikre indflydelse på selskabets strategiske retning og overvågning af ledelsen.
Det bør derfor fremgå tydeligt af investeringsaftalen, hvor mange bestyrelsesmedlemmer der skal være, hvem der har ret til at udpege dem, og hvordan udpegningen eller udskiftning af medlemmer foregår.
Derudover bør det præciseres, hvilke beslutninger der kræver særlig godkendelse – fx vedtægtsændringer, kapitalforhøjelser, større investeringer eller frasalg af væsentlige aktiver. Her kan der indføres såkaldte vetoretter, hvor visse beslutninger kun kan gennemføres med godkendelse fra både investorer og stiftere. En klar beskrivelse af beslutningsprocesserne mindsker risikoen for uenighed og sikrer, at alle parter har indflydelse på de forhold, der er afgørende for selskabets udvikling.
Rettigheder og forpligtelser ved exit
Ved indgåelse af en investeringsaftale er det afgørende klart at definere, hvilke rettigheder og forpligtelser parterne har i forbindelse med en fremtidig exit – altså et eventuelt salg af virksomheden eller investorens ejerandele. Typiske elementer omfatter blandt andet “drag along”- og “tag along”-bestemmelser.
En drag along-klausul giver majoritetsaktionærer ret til at tvinge minoritetsaktionærer til at sælge deres andele på samme vilkår, hvis en køber ønsker at overtage hele virksomheden. Omvendt sikrer en tag along-klausul, at minoritetsaktionærer får mulighed for at sælge deres andele på samme betingelser som majoriteten, hvis denne finder en køber.
Det er ligeledes væsentligt at aftale, hvilke processer der gælder for værdiansættelse ved exit, samt om der gælder særlige opsigelsesvarsler, forkøbsret eller tilbagekøbsret. Disse elementer beskytter både iværksættere og investorer mod uforudsete situationer og sikrer en mere smidig proces, hvis en exit skulle blive aktuel.
Fortrolighed, konkurrenceklausuler og immaterielle rettigheder
I en investeringsaftale er det afgørende at fastlægge klare regler om fortrolighed, konkurrenceklausuler og håndtering af immaterielle rettigheder. Fortrolighedsklausuler beskytter virksomhedens følsomme oplysninger mod at blive videregivet til uvedkommende, hvilket er særligt vigtigt over for investorer, der får adgang til forretningshemmeligheder og strategiske planer.
Konkurrenceklausuler kan forhindre investorer og nøglemedarbejdere i at engagere sig i eller starte konkurrerende virksomheder i en aftalt periode, hvilket beskytter virksomhedens markedsposition og knowhow.
Endelig bør aftalen regulere ejerskabet over immaterielle rettigheder såsom patenter, varemærker, ophavsrettigheder og software. Det er vigtigt at præcisere, at disse rettigheder forbliver i selskabet, så der ikke opstår tvivl, hvis samarbejdet ophører. Tilsammen sikrer disse bestemmelser, at virksomhedens værdifulde aktiver og konkurrencefordel ikke bringes i fare under og efter investeringsforløbet.
Konfliktløsning og lovvalg
Når det gælder investeringsaftaler, er det afgørende at tage stilling til, hvordan eventuelle konflikter mellem parterne skal håndteres, samt hvilket lands love der skal regulere aftalen. I denne sammenhæng bør aftalen indeholde klare bestemmelser om både konfliktløsning og lovvalg for at minimere usikkerhed og fremtidige tvister.
Ofte aftales det, at uoverensstemmelser først forsøges løst gennem forhandling mellem parterne, eventuelt med involvering af en mediator, før sagen kan indbringes for voldgift eller domstolene.
Voldgift er et populært valg, da processen typisk er hurtigere, fortrolig og kan tilpasses parternes behov – men der kan også vælges almindelig domstolsbehandling, afhængigt af parternes præferencer og den konkrete situation.
Det er vigtigt at have aftalt, hvor voldgiften eller retssagen skal finde sted, samt hvilket sprog der skal anvendes, især hvis parterne kommer fra forskellige jurisdiktioner.
Lovvalgsbestemmelsen angiver, hvilket lands eller hvilken retsorden aftalen skal fortolkes efter – i Danmark vil det ofte være dansk ret, men særligt i internationale investeringer kan et andet lands lovgivning være relevant. Et præcist valg af lov og værneting kan spare begge parter for betydelige juridiske og økonomiske risici ved en eventuel konflikt. Disse bestemmelser bør derfor formuleres klart og med rådgivning fra juridiske eksperter, så investeringsaftalen sikrer forudsigelighed og gennemsigtighed omkring håndteringen af konflikter.
