Virksomhedsfinansiering er ofte forbundet med behovet for at stille sikkerhed for lån og kreditter. For mange virksomheder – både nystartede og veletablerede – spiller pant, kaution og anden form for sikkerhedsstillelse en afgørende rolle for adgangen til kapital og samarbejdet med banker og investorer. Valget af den rette sikkerhedsform kan dog være komplekst, og de juridiske konsekvenser er betydelige for både virksomhed og ejere.
Denne artikel sætter fokus på de væsentligste juridiske aspekter ved pant, kaution og sikkerhedsstillelse i forbindelse med virksomhedsfinansiering. Vi gennemgår de typiske former for pant og deres praktiske anvendelse, belyser det personlige ansvar, der følger med kaution, og ser nærmere på, hvordan sikkerhedsstillelse indgår i långivers kreditvurdering. Endelig stiller vi skarpt på de juridiske risici og strategiske overvejelser, virksomheder bør gøre sig, når de vælger blandt forskellige former for sikkerhed. Målet er at give ledere, ejere og rådgivere et solidt overblik over centrale problemstillinger og hjælpe med at træffe oplyste beslutninger i finansieringsprocessen.
Pant som finansieringsværktøj – typer, fordele og faldgruber
Pant er et af de mest anvendte finansieringsværktøjer i dansk erhvervsliv, hvor virksomheder stiller aktiver som sikkerhed for lån. Pant kan tage forskellige former, herunder underpant i fast ejendom, virksomhedspant, ejerpantebreve og løsøre- eller varelagerpant.
Få mere information om Ulrich Hejle
her.
Den store fordel ved pant er, at det ofte giver virksomheder adgang til finansiering på mere favorable vilkår, da långiverens risiko mindskes, når der stilles sikkerhed.
Desuden kan pant være fleksibelt, idet forskellige typer aktiver kan belånes afhængigt af virksomhedens behov og situation. Dog er der også faldgruber ved pant. Hvis virksomheden ikke overholder sine forpligtelser, kan långiveren gøre udlæg i de pantsatte aktiver, hvilket kan true virksomhedens drift og eksistensgrundlag.
Derudover kan kompleksiteten i pantereglerne og kravene til tinglysning medføre, at pantet ikke opnår den ønskede retsstilling, hvilket potentielt kan føre til tab for både långiver og låntager. Virksomheder bør derfor nøje overveje valg af pantetype og sikre, at alle formelle krav overholdes for at undgå utilsigtede juridiske konsekvenser.
Kaution – personligt ansvar og dets konsekvenser
Kaution er et centralt begreb inden for virksomhedsfinansiering, hvor en eller flere personer – ofte virksomhedsejere eller ledende medarbejdere – påtager sig et personligt ansvar for virksomhedens gældsforpligtelser over for en kreditor, typisk en bank.
Når man fungerer som kautionist, hæfter man med sin personlige formue, hvilket betyder, at hvis virksomheden ikke kan opfylde sine betalingsforpligtelser, kan kreditoren rette sit krav direkte mod kautionisten. Dette personlige ansvar kan have vidtrækkende økonomiske og juridiske konsekvenser.
Kautionisten risikerer at miste sine private værdier, såsom bolig, bil eller opsparing, hvis virksomheden misligholder lånet, og kreditoren ikke får sine penge. Det er derfor afgørende, at enhver, der overvejer at stille kaution, nøje gennemgår vilkårene og er fuldt ud bevidst om konsekvenserne.
Ofte kræver banken, at virksomhedens ejer (eller flere ejere) stiller selvskyldnerkaution, hvilket indebærer, at banken kan kræve betaling direkte fra kautionisten uden først at skulle forsøge at inddrive pengene fra virksomheden.
Dette gør kaution til et særligt risikofyldt instrument, da det blander privatøkonomi og erhvervsøkonomi sammen.
Derudover kan kautionsforpligtelsen bestå, selvom man eksempelvis udtræder af virksomheden, medmindre der udtrykkeligt er aftalt andet, og kautionen er frigivet skriftligt af kreditor. For mange mindre virksomheder kan krav om personlig kaution være en nødvendig forudsætning for at opnå finansiering, men det er vigtigt at forstå, at denne sikkerhedsstillelse kan have alvorlige konsekvenser for både økonomisk tryghed og personlige relationer, hvis virksomheden havner i økonomiske vanskeligheder. Samlet set bør beslutningen om at påtage sig kaution aldrig tages let, og det anbefales altid at søge juridisk rådgivning, inden man indgår en sådan aftale.
Sikkerhedsstillelsens rolle i kreditvurderingen
Sikkerhedsstillelsens rolle i kreditvurderingen er central, når banker og andre långivere vurderer, om de vil yde finansiering til en virksomhed, og på hvilke vilkår dette eventuelt kan ske. Sikkerhedsstillelse – såsom pant i fast ejendom, løsøre eller virksomhedens tilgodehavender, samt kaution fra ejere eller tredjemænd – fungerer som en form for garanti for långiveren.
Dette betyder, at långiveren, hvis virksomheden ikke kan opfylde sine betalingsforpligtelser, kan søge dækning i det stillede aktiv eller fra kautionisten. Ved kreditvurderingen ser långiveren derfor nøje på, omfanget og kvaliteten af den sikkerhed, der kan stilles.
Jo mere værdifuld og realiserbar sikkerheden er, desto større er långivers tryghed, hvilket ofte kan føre til bedre lånevilkår såsom lavere rente eller større kreditramme.
- Du kan læse meget mere om Advokat Ulrich Hejle her.
Omvendt kan manglende eller usikker sikkerhedsstillelse føre til afslag eller mindre gunstige vilkår. Långiveren vurderer desuden, hvor let det er at gøre sikkerheden gældende i praksis, eksempelvis om der er andre prioriterede panthavere, eller om aktivet er udsat for værdiforringelse.
Sikkerhedsstillelsens rolle er således ikke kun at give långiveren en økonomisk “redningskrans” i tilfælde af misligholdelse, men også at indgå som en væsentlig faktor i risikovurderingen af engagementet. For virksomheden kan valget og udformningen af sikkerhedsstillelsen derfor få stor betydning for både adgang til kapital og de samlede finansieringsomkostninger. Det er derfor vigtigt, at virksomheden på et tidligt tidspunkt forholder sig til, hvilke aktiver der kan og bør anvendes som sikkerhed, og hvordan dette kan påvirke både kreditvurderingen og virksomhedens handlefrihed fremadrettet.
Juridiske risici og strategiske overvejelser ved valg af sikkerhed
Valget af sikkerhedsstillelse indebærer en række juridiske risici, som virksomheder nøje bør overveje i forbindelse med finansiering. For det første kan uklarheder i dokumentationen eller manglende tinglysning medføre, at sikkerheden ikke får den tilsigtede retsvirkning, hvilket kan efterlade långiveren uden dækning i tilfælde af debitors misligholdelse.
Herudover skal virksomheden være opmærksom på reglerne om omstødelse og kreditorbeskyttelse, især hvis sikkerheden stilles kort før eller under truende insolvens.
Disse forhold kan medføre, at sikkerheden senere tilsidesættes i en konkurs. Strategisk bør virksomheden derfor vurdere, hvilken type sikkerhed der bedst matcher både dens finansielle situation og risikoprofil. Det kan for eksempel være formålstjenligt at vælge sikkerhed i aktiver, som ikke er centrale for den daglige drift, for at minimere driftsmæssige konsekvenser ved eventuel realisation.
Samtidig bør der foretages en nøje afvejning af forholdet til øvrige kreditorer og virksomhedens fremtidige finansieringsmuligheder, da omfattende sikkerhedsstillelse kan begrænse adgang til yderligere lån. En grundig juridisk gennemgang og strategisk planlægning er således afgørende for at balancere virksomhedens behov for finansiering med beskyttelse mod potentielle juridiske faldgruber.
