Når en virksomhed ønsker at rejse kapital, spiller sikkerhedsstillelse ofte en central rolle i finansieringsprocessen. Uanset om der er tale om lån til ekspansion, investering eller blot sikring af likviditet, vil långivere typisk kræve en form for sikkerhed for at minimere deres risiko. Sikkerhedsstillelse kan antage mange former og har væsentlige juridiske og forretningsmæssige konsekvenser, som både långiver og låntager bør være opmærksomme på.
Denne artikel sætter fokus på de juridiske overvejelser, der opstår, når virksomheder stiller sikkerhed i forbindelse med finansiering. Gennem en gennemgang af grundlæggende begreber, almindelige former for sikkerhed, vurdering af virksomhedens aktiver samt potentielle faldgruber, får du som læser et solidt overblik over, hvad der skal til for at sikre en smidig og lovmedholdelig finansieringsproces. Artiklen kommer desuden ind på forhandlingsprocessen, krav til dokumentation og tinglysning samt ser nærmere på nye tendenser inden for området.
Uanset om du er erhvervsdrivende, rådgiver eller blot nysgerrig på emnet, giver denne artikel dig den nødvendige indsigt til at navigere sikkert i krydsfeltet mellem finansiering og jura.
Grundlæggende begreber: Hvad er sikkerhedsstillelse?
Sikkerhedsstillelse er et centralt begreb inden for erhvervsfinansiering og dækker over den foranstaltning, hvor en virksomhed afgiver et aktiv eller en rettighed som garanti for opfyldelsen af sine forpligtelser – typisk tilbagebetaling af et lån eller opfyldelse af en kontrakt. Formålet med sikkerhedsstillelse er at give långiveren en vis tryghed for, at denne kan få dækket sit tilgodehavende, hvis virksomheden ikke lever op til sine aftaler.
Sikkerheden kan bestå af fysiske aktiver som ejendomme, maskiner eller varelager, men kan også omfatte mere abstrakte værdier såsom fordringer, immaterielle rettigheder eller selskabsandele.
Når en sikkerhedsstillelse etableres, får långiveren en særlig ret til aktivet, hvilket betyder, at denne kan gøre krav på det stillede aktiv forud for virksomhedens øvrige kreditorer, hvis virksomheden misligholder aftalen. Sikkerhedsstillelse er dermed et vigtigt redskab for både långivere og låntagere, da det muliggør finansiering på mere fordelagtige vilkår og mindsker den økonomiske risiko ved udlån.
De mest almindelige former for sikkerhed ved erhvervsfinansiering
Ved erhvervsfinansiering benyttes typisk forskellige former for sikkerhed for at mindske långivers risiko og øge sandsynligheden for, at lånet tilbagebetales. De mest almindelige former for sikkerhed omfatter virksomhedspant, hvor hele eller dele af virksomhedens aktiver – eksempelvis varelager, driftsinventar og tilgodehavender – pantsættes til fordel for långiveren.
Fast ejendom og bygninger anvendes ofte som realkredit- eller ejerpantebrev, hvilket giver långiver en prioriteret ret i ejendommen, hvis lånet ikke tilbagebetales. Endvidere ses ofte pantsætning af specifikke aktiver såsom maskiner, køretøjer eller immaterielle rettigheder såsom patenter og varemærker.
Personlig kaution fra virksomhedens ejere eller ledelse benyttes også hyppigt, hvor långiver får mulighed for at gøre krav gældende direkte mod kautionisten, hvis virksomheden ikke kan opfylde sine forpligtelser. Valget af sikkerhedsform afhænger af virksomhedens aktiver og långivers risikovurdering, og ofte kombineres flere former for at give bedst mulig dækning.
Vurdering af virksomhedens aktiver som sikkerhed
Når en virksomhed ønsker at stille aktiver som sikkerhed for finansiering, er det afgørende at vurdere disse aktivers værdi og egnethed nøje. Både långiver og låntager har interesse i at sikre, at sikkerheden reelt dækker det økonomiske engagement.
Typisk vil vurderingen omfatte virksomhedens materielle aktiver såsom ejendomme, maskiner, køretøjer og varelagre, men også immaterielle aktiver som patenter, varemærker og debitorer kan indgå.
Værdien af disse aktiver fastsættes ofte gennem eksterne vurderinger eller revisorpåtegnede regnskaber, men det er vigtigt at tage højde for faktorer som aktivernes omsættelighed, eventuelle eksisterende pantrettigheder og markedssituationen.
For långiver er det centralt at vurdere, hvor let aktivet kan realiseres ved eventuel misligholdelse, og om der foreligger juridiske hindringer, fx ejendomsforbehold eller tredjemandsrettigheder. For låntager er det væsentligt at forstå konsekvenserne ved at stille centrale aktiver til sikkerhed, da det kan begrænse virksomhedens handlefrihed og påvirke den daglige drift. En grundig og realistisk vurdering danner således fundamentet for en hensigtsmæssig og balanceret sikkerhedsstillelse.
Juridiske faldgruber og typiske problemstillinger
Når virksomheder stiller sikkerhed i forbindelse med finansiering, opstår der en række juridiske faldgruber og typiske problemstillinger, som både långivere og låntagere bør være opmærksomme på. En af de mest udbredte udfordringer er uklarheder i aftalegrundlaget, hvor mangelfuld eller upræcis beskrivelse af sikkerhedens omfang og vilkår kan føre til fortolkningstvister.
Derudover kan der opstå problemer, hvis virksomheden forsøger at stille samme aktiv til sikkerhed for flere kreditorer (såkaldt dobbeltdisponering), hvilket kan resultere i prioritetskonflikter ved en eventuel konkurs.
Manglende overholdelse af formkrav, såsom korrekt tinglysning eller registrering af sikkerheden, kan også medføre, at sikkerheden ikke får den tilsigtede retsvirkning over for tredjemand. Endelig bør man være opmærksom på regler om omstødelse, hvor visse sikkerhedsstillelser, der er etableret tæt på et betalingsstandsningstidspunkt, kan blive omstødt af en kurator. Disse juridiske aspekter understreger vigtigheden af grundig rådgivning og omhyggelig udarbejdelse af dokumentationen i forbindelse med sikkerhedsstillelse.
Du kan læse meget mere om Ulrich Hejle
her.
Forhandlingsprocessen mellem långiver og låntager
Forhandlingsprocessen mellem långiver og låntager er ofte præget af en række komplekse overvejelser og gensidige tilpasninger. I denne fase søger långiveren som regel størst mulig sikkerhed for sit udlån, hvilket kan betyde krav om pant i virksomhedens aktiver, garantier fra ejere eller tredjemand, eller særlige betingelser i låneaftalen.
Låntageren vil på sin side forsøge at minimere omfanget af de stillede sikkerheder og samtidig bevare mest mulig fleksibilitet i forhold til virksomhedens daglige drift og fremtidige investeringer.
Forhandlingerne kan derfor indebære diskussioner om, hvilke aktiver der kan belånes, hvilken værdi de tillægges, samt hvor omfattende långivers kontrol- og oplysningsrettigheder skal være.
En vellykket forhandlingsproces kræver ofte kompromiser, hvor begge parter opnår en acceptabel balance mellem risiko og tryghed, og hvor aftalens præmisser tydeligt afspejles i den endelige dokumentation. Det er afgørende, at begge parter har adgang til kvalificeret juridisk rådgivning for at sikre, at forpligtelser og rettigheder er klart defineret og juridisk holdbare.
Krav til dokumentation og tinglysning
Når virksomhedens aktiver skal stilles som sikkerhed i forbindelse med finansiering, er det helt afgørende at have styr på de formelle krav til dokumentation og tinglysning. For det første kræver långiver typisk omfattende dokumentation for ejerskabet til de aktiver, der stilles som sikkerhed – det kan for eksempel være tingbogsattester, regnskabsmateriale, vurderingsrapporter eller udskrifter fra Erhvervsstyrelsen, afhængigt af om der er tale om fast ejendom, løsøre eller immaterielle rettigheder.
Derudover skal selve aftalen om sikkerhedsstillelse – ofte i form af et pant- eller kautionsdokument – udarbejdes skriftligt og underskrives af rette vedkommende med fornøden tegningsret.
- Du kan læse meget mere om Advokat Ulrich Hejle her.
Det er vigtigt, at dokumenterne indeholder præcise beskrivelser af, hvilke aktiver der omfattes, samt vilkårene for sikkerheden, herunder eventuelle prioritetsforhold og betingelser for frigivelse eller realisering.
For at gøre sikkerheden gyldig over for tredjemand, og for at långiver opnår beskyttelse mod andre kreditorer, skal sikkerheden i mange tilfælde tinglyses i relevante offentlige registre, såsom tinglysningssystemet for fast ejendom eller bilbogen for motorkøretøjer.
I tilfælde af virksomhedspant skal anmeldelse ske i Personbogen, hvor det er afgørende, at anmeldelsen sker korrekt og rettidigt for at opnå den ønskede retsstilling og prioritet.
Manglende eller mangelfuld tinglysning kan få vidtrækkende konsekvenser, idet sikkerheden i så fald kan være uden retsvirkning over for tredjemand og dermed i realiteten værdiløs for långiver. Derfor skal både låntager og långiver nøje sikre sig, at alle formelle krav til dokumentation og tinglysning er opfyldt, og det anbefales ofte at inddrage juridisk ekspertise for at undgå fodfejl, der kan få betydelige økonomiske konsekvenser for begge parter.
Fremtidens tendenser og innovative løsninger inden for sikkerhedsstillelse
I takt med den teknologiske udvikling og øget digitalisering oplever området for sikkerhedsstillelse markante forandringer. Traditionelle pantsætninger og garantier suppleres nu i stigende grad af digitale løsninger, hvor blockchain-teknologi, smarte kontrakter og automatiserede processer bidrager til øget transparens, sikkerhed og effektivitet i håndteringen af sikkerheder.
For eksempel muliggør digital registrering og tinglysning af aktiver en hurtigere og mere pålidelig verificering af ejerforhold, hvilket reducerer risikoen for fejl og svig. Derudover ser man nye tendenser inden for brugen af alternative aktiver som sikkerhed, herunder immaterielle rettigheder, kundedatabaser og licensaftaler, hvilket giver virksomheder med få fysiske aktiver mulighed for at opnå finansiering.
Endelig peger udviklingen mod øget brug af standardiserede og automatiserede kreditvurderingsværktøjer, som kan forbedre både långivers og låntagers beslutningsgrundlag. Samlet set betyder disse innovative løsninger, at sikkerhedsstillelse i fremtiden forventes at blive mere fleksibel, tilgængelig og tilpasset den enkelte virksomheds behov.
